Forskere: Staten skal frem med pisken, hvis Power-to-X skal blive en reel klimaløsning

Grøn brint har længe været udråbt som fremtidens klimavenlige energiløsning, og hypen omkring Power-to-X, der omdanner grøn el til brint og andre molekyler, har været enorm. I Danmark har politikere henvist til Power-to-X som en hjørnesten i klimapolitikken og brint som det nye ”eksporteventyr”.

Det ene storstilede brintprojekt efter det andet er da også blevet annonceret både i Danmark og rundt om i verden. Men virkeligheden er, at de forventede private investeringer ikke er kommet, og at stribevis af brintprojekter er forsinkede, skrottede eller hænger i en tynd tråd. På verdensplan udgør de projekter, hvor der er truffet endelig investeringsbeslutning – det vil sige, at man enten har investeret eller er i gang med at bygge - kun 4% af den bebudede brintproduktion i 2030.

Samfundsforskerne Oliver Bugge Hunt og Joachim Peter Tilsted fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi har i et studie set nærmere på, hvorfor pengene udebliver. Igennem timevis af interview med aktører i branchen, gennemgang af dokumenter og deltagelse i konferencer og workshops har forskerne udpeget hovedårsagerne til de manglende investeringer i grøn brint. 

”Vi har undret os over, hvorfor ingen investerer i en branche, der er så megahypet, og som alle taler om. Det er samtidig bekymrende, at noget, som ville kunne accelerere den grønne omstilling, har så svært ved at komme i gang. Men det, vores studie viser, er, at grøn brint simpelthen anses som en dårlig investering,” siger Oliver Bugge Hunt.

Samlet set konkluderer studiet, at der blandt investorer og energiudviklere hersker den vurdering, at risiciene ved brintprojekterne samlet set er for store målt op mod forventningerne til afkastet.

”Investorerne opererer på almindelige markedskapitalistiske præmisser, hvor de gerne vil investere deres kapital i noget, de tror på vil give et fornuftigt afkast. Og i dag giver brintprojekterne dem ikke sikkerhed for det. Derfor skyder de ikke penge i dem,” siger Joachim Peter Tilsted.

Uklarhed om regler og rørledninger

Usikkerheden består bl.a. i, at elektrolyseteknologien, som Power-to-X (PtX) er baseret på, stadig er relativt uprøvet i den nødvendige skala. Det sår tvivl om PtX-anlæg kan yde som ønsket. Og det gør omkostninger og indtjeningsmuligheder, som ligger i milliardklassen, usikre. Derudover er det et nyt område, hvor reguleringen er i konstant bevægelse:

”Investeringerne er betinget af kravene til miljøgodkendelse, til sikkerhed, og til hvornår du må klassificere dit produkt som grøn brint. Og så er der infrastrukturen. Hvornår kommer der rørledninger, så man kan transportere brinten? Hvad kommer det til at koste at bruge dem? De spørgsmål er uafklarede og forskyder sig hele tiden,” siger Oliver Bugge Hunt.

Som eksempel meddelte den danske regering i oktober, at den planlagte brintrørledning til Tyskland nu tidligst etableres 2031, hvor det før hed 2028.

”Alle disse slags usikkerheder og manglende svar stiller udviklerne dårligt, når de skal forhandle kontrakter om timelines og leverancer med aftagere. Som det er i dag er olie og gas en mere attraktiv investering, fordi det er et langt mere konsolideret marked, hvor risiciene er stabiliserede og afkastet er større,” siger Joachim Peter Tilsted.

Olie- og gasselskaberne er favoritter

Ud over pensionskasser og kapitalfonde udgør de potentielle investorer i grøn brint også olie- og gasselskaber. Men selvom de fleste olie- og gasgiganter har annonceret storskala-PtX-projekter, bruger de færreste af dem mere end en brøkdel af deres investeringer på det.

Ifølge studiet har de store olie- og gasselskaber ellers bedre forudsætninger end grønne energiselskaber til at kunne finansiere storskala brint-projekter, fordi brintindustrien har flere ligheder med olie og gas end med fx vind- og solenergi. De kan derfor trække på deres erfaring, infrastruktur og relationer til potentielle aftagere.

”Derudover har olie- og gasselskaberne i de seneste år har tjent styrtende med penge og er polstrede til at gøre denne type investeringer,” siger Hunt, der dog påpeger slagsiden ved deres favorable position:

”Vi ved fra den samfundsvidenskabelige forskning, at olie- og gasselskaber over en bred kam er dårlige til at innovere grønne sektorer og til rent faktisk at investere i dem. Netop fordi afkastet på olie og gas er højere. Så bekymringen er, at brint bliver en måde, hvorpå olie- og gasselskaber kan pynte sig med grønne fjer, men uden tilstrækkelige incitamenter til virkelig at drive sektoren fremad og udfase fossil produktion.”

Staten skal bruge mere pisk end gulerod

Ifølge forskerne bør man ikke forsøge at udelukke olie- og gasselskaberne fra brintmarkedet, men i stedet udnytte deres ekspertise og ressourcer samtidig med at man fra statslig side ’tvinger’ dem til at udfase fossile brændsler.

Den ’disciplinering’ kan fx ske i form af at fjerne subsidier og skattefordele til fossile brændsler, stille krav om aktiv udfasning, skærpe CO2-beskatning og styre finansieringen væk fra nye sorte projekter, som stadig sker i stor stil.

Til at sikre indfasning kan man samtidig indføre og styrke iblandingskrav, der fastslår at en vis procentdel af gas skal være grønt eller fra statens side stille en prisgaranti på de nye grønne produkter.

’Gulerødder’ alene i form af statsstøtte til brint kommer ikke til at løse opgaven – i hvert fald ikke hvis målet er grøn omstilling, er forskernes vurdering. Godt nok ville subsidier minimere risikoen for investorerne og dermed gøre markedet mere attraktivt, men klimaforandringerne kræver langt mere handling, pointerer forskerne:

”Olie- og gasselskaberne har ingen interesse i at give slip på indtjeningen fra de fossile brændsler. Så hvis staten blot subsidierer udbygningen af grønt brint, men ikke samtidig sikrer udfasningen af olie og gas og udbygningen af sol og vind, er der en iboende risiko for, at vi bare kommer til at styrke olie- og gasselskabers position på markedet,” siger Joachim Peter Tilsted og slutter:

”Udover at den grønne omstilling på den måde vil gå langsommere, vil grøn brintproduktion, som ellers kunne være blevet en samfundsgevinst, i så fald mest komme et begrænset antal private aktører til gavn.”