Sådan afgør myndighederne om en asylansøger er troværdig

Det er således oplyst over for de svenske udlændingemyndigheder, at han var tilbageholdt af Taliban i to år, mens han over for de danske myndigheder har oplyst, at han var tilbageholdt i omkring tre år.

Sådan lyder en del af begrundelsen for, hvorfor en asylansøger i Danmark i 2019 fik afslag af Flygtningenævnet. Det er en af de 50 beslutningsresuméer i sager, hvor asylansøgere har fået afslag på asyl, som forskere fra Datalogisk Institut på Københavns Universitet har kigget nærmere på. Forskningen belyser, hvordan data spiller en rolle, når Flygtningenævnet (højeste beslutningsinstans) beslutter, hvem der har krav på asyl – noget, der ifølge forskerne hidtil har været underbelyst i Danmark. Konkret har forskerne gennemgået de forskellige former for datapraksisser, der indgår i nævnets beslutningstagning.

Den afgørende faktor er ifølge studiet, hvorvidt myndighederne anser asylansøgeren for at være ’troværdig’ eller ej. Men hvordan vurderer man så det? 

”Flygtningenævnet skal afgøre, om ansøgeren har en velbegrundet frygt for forfølgelse i sit oprindelsesland. Vores gennemgang viser, at den vurdering foregår i en meget kompleks procedure, hvor man laver et skøn baseret på mange forskellige data produceret mange forskellige steder og fortolket af mange forskellige led. Og det er ikke uproblematisk,” siger ph.d.-stipendiat Trine Rask Nielsen fra Datalogisk Institut.

Uoverensstemmelser er lig med utroværdighed

Det springende punkt i Flygtningenævnets afgørelse er ifølge studiet, hvorvidt myndighederne støder på uoverensstemmelser i de forskellige data, der findes i

systemet om den enkelte ansøger.

Data kan bl.a. bestå af asylansøgerens vidneudsagn til Udlændingestyrelsen (1. instans), af et asylansøgningsskema, af myndighedernes fortolkning af sådanne selvrapporterede oplysninger, af registerdata fra lande som ansøgeren har rejst igennem, af ansigtsfoto og fingeraftryk, af oplysninger fra ansøgernes Facebook-profil og mobiltelefon, og ikke mindst af landerapporter om ansøgerens oprindelsesland produceret af bl.a. Udlændingestyrelsen eller NGO'er som fx Dansk Flygtningehjælp.

”I de beslutningsresuméer, som vi har analyseret, bliver ansøgerne vurderet som utroværdige og får afslag på asyl, hvis man finder uoverensstemmelser mellem de forskellige datakilder. Det kan fx være sagen ovenfor, hvor de svenske myndigheder har registreret en oplysning om ansøgeren, som strider imod det, de danske myndigheder har registreret, ” siger Trine Rask Nielsen.

Facebook kan fælde dig

I mange af sagerne begrunder nævnet afslaget med divergenser i data fra asylansøgningen og fra de landerapporter, der findes om situationen i ansøgernes hjemland. Men det kan også være uoverensstemmelser mellem oplysninger på Facebook og oplysninger, som personen har angivet et andet sted:

Under samtalen [i foråret] 2018 hos Udlændingestyrelsen blev ansøgeren foreholdt oplysninger fra sin egen og sin ægtefælles Facebookprofiler, hvoraf det fremgik, at de var blevet gift [i vinteren] 2016. Ansøgeren forklarede hertil, at den dato ikke passede, og at det måtte være en fejl.

“Dette eksempel illustrerer, hvordan myndighederne bruger nye typer af data til at etablere en asylansøgers troværdighed, når to datapunkter modsiger hinanden. I nogle tilfælde er der altså tale om, at data fra sociale medier bliver brugt som dokumentation,” siger Trine Rask Nielsen. 

Data er aldrig objektiv

Udviklingen har de senere år været, at der bliver produceret mere og mere data om mennesker på flugt rundt om i verden. Det sker både på NGO- og myndighedsniveau.

”Den stigende mængde data og den stigende brug af forskellige data i asylsager kan gøre beslutningsprocessen uigennemsigtig for de mennesker, der søger asyl. Selvom mere data kan være positivt, er det vigtigt at have in mente, at data aldrig er objektiv. Vi er især nødt til at være kritiske, når vi bruger nye typer data som grundlag for beslutninger, som kan have så stor indflydelse på sårbare menneskers liv,” lyder det fra Trine Rask Nielsen.

Hun påpeger, at de data, der indgår i beslutningsprocessen, bliver til på forskellige måder, i forskellige instanser og på forskellige trin, og hvor forskellige asylmyndigheder tolker på dataene.

”Blandt andet er der et asylskema, man kan vælge at udfylde, men det er uklart hvilken rolle det spiller, hvis man som asylansøger undlader - eller ikke er i stand til at udfylde det. Og man bestemmer selv, om man beskriver sit asylmotiv på 5 linjer eller 10 sider. Man skal derudover igennem flere interviews, som hver kan vare op til 8 timer. Interviewene foregår på dansk, hvor alt derfor går gennem en tolk. Bagefter kan ansøgeren rette eventuelle fejl i det resume, som en sagsbehandler skriver, og tolken læser

op, men altså efter mange timers interview,” siger Trine Rask Nielsen.

Rettigheder under pres 

Samlet set er den stigende brug af data en ændring af praksis, som kan blive problematisk, som det kommer til udtryk i studiet af de 50 gennemgåede beslutningsresuméer, vurderer forskeren:

”I de her beslutningsprocesser, hvor asylansøger og myndigheder har et meget ulige magtforhold, kommer de demokratiske og juridiske rettigheder let under pres. For uanset om asylansøgerne genkender data, eller om personen overhovedet har været opmærksomme på fremstillingen af nogle data, kan de have stor indflydelse på sagens afgørelse,” siger Trine Rask Nielsen.

Naja Holten Møller, lektor på Datalogisk Institut, som leder denne del af forskningsprojektet om data og praksis, vurderer at studiet også er væsentligt på et mere principielt niveau i et samfund, hvor data i stigende grad spiller en rolle.

”Når myndighederne ’dataficerer’ deres beslutningsprocesser mere og mere, er det demokratisk vigtigt, at forskere som os har mulighed for at studere deres praksis. Derfor handler det også om at få etableret et samarbejde mellem asylmyndighederne og forskere, og at vi sammen kan sætte os ned og drøfte forskningsresultaterne,” siger Naja Holten Møller og fortsætter:

”For rent principielt bør vi overveje, i hvilken grad brug af data og databaser understøtter vores demokratiske værdi om gennemsigtighed i beslutningsprocesser. Og vi bør se på, hvordan myndigheder fremadrettet har de værdier for øje, både når de udvikler deres praksis og de data-baserede redskaber, der skal understøtte den. Studiet er en vigtig første brik i at etablere sådan en mulighed for at studere brug af data på asylområdet i praksis.”