Her er dimsen, som kan hjælpe os med at holde styr på ulven

Er der et dyrs færden, som i den grad har optaget danskerne det sidste årti, er det ulvens. Hvor er den henne? Hvor store områder spreder den sig over? Hvad lever den af? Den eneste måde, man kan få solide svar på de spørgsmål, er ved hjælp af GPS-sporing. Og det vakte da også jubel, da det i december for første gang lykkedes at putte et GPS-halsbånd på en ulv i Danmark. Men tre måneder senere røg signalet.

Og GPS-sendere, der går døde eller flade før tid, er et hyppigt problem og en kilde til frustration blandt forskere, som gerne vil følge pattedyr gennem længere perioder, fortæller biolog og postdoc Rasmus W. Havmøller fra Københavns Universitet. Som oftest er problemet ganske enkelt batterierne:

”Når du studerer dyr med GPS-teknologi, er den største begrænsning evig og altid batteriet. Det er enormt frustrerende. Som regel lykkes det højest at følge et dyr i få måneder, før senderen går død. Men tit er det vigtigt at kunne følge et dyrs færden i længere tid som i tilfældet med ulve i Danmark. Derfor har vi brug for en mere pålidelig energikilde,” siger Rasmus W. Havmøller og fortsætter:

”På fugle fungerer det fint med solceller, men solceller er så skrøbelige, at pattedyr har det med at kvase dem. Desuden er mange pattedyr jo nataktive. Så vi måtte finde på noget andet. Og jeg havde længe tænkt på det smarte i de automatiske armbåndsure, mange af os har, som høster energi fra vores egen krops bevægelser.”     

Sammen med forskerkolleger fra KU, Max Planck Institute of Animal Behavior og DTU har han udviklet en batterifri GPS-enhed, som netop kører på kinetisk energi – altså den energi, der genereres, når dyret bevæger sig. Den videnskabelige artikel om forskningen er udgivet i tidsskriftet PLOS ONE.

Livslang levetid til en tiendedel af prisen

”Og det virker sgu! Den fungerer på den måde, at jo mere dyret bevæger sig, jo mere energi genererer den, og jo flere beskeder med GPS-lokaliteter sender den. Med mindre udstyret går til, virker den i hele dyrets levetid. Samtidig vejer den kun 150 gram – væsentlig mindre end de fleste andre GPS-sendere - så den også kan monteres på små pattedyr,” siger Rasmus W. Havmøller og tilføjer, at den koster under en tiendedel af de traditionelle GPS-halsbånd, der står til 25-30.000 kroner stykket.

Rasmus og hans kollega, førsteforfatter Troels Gregersen, sidder selv og skruer GPS-senderne sammen i et lille laboratorium på Statens Naturhistoriske Museum.

Lige nu sidder senderen, som forskerne har døbt ”KineFox”, på en af Naturstyrelsens heste på Langeland – der har den indtil videre sendt data om hestens positioner i et halvt år. Derudover er den blevet testet på hunde og en bison. Planen er, at den skal langtidstestes på flere dyrearter.

Oplagt at bruge på rewilding-dyr

Rewilding er ét af de områder, hvor forskerne ser, at GPS’en kan gøre en forskel. Problematikken om manglende tilsyn med de dyr, der sættes ud i naturen, har skabt hed debat de seneste år. 

”Det er enormt ressourcekrævende at skulle bruge mandskab til at holde systematisk tilsyn med de vilde heste og kvæg for fx at forhindre, at de sulter. Den opgave kan vores GPS-sender klare i stedet,” lyder det fra Rasmus W. Havmøller.

Fordi GPS-enheden også har et accelerometer indbygget, der måler hvordan dyrene bevæger sig, kan forvaltere få et praj om dyrenes tilstand gennem deres aktivitetsmønster.

”Der er lavet studier på køer og grise, der viser, at de begynder at bevæge sig på en anden måde, når de bliver syge. På den måde vil man formentlig også kunne fortælle noget om dyrenes sundhedstilstand. Og det betyder jo, at man kan leve op til lovgivningen om tilsyn, uden at du skal have folk ud hver eneste dag og finde dyrene og tilse dem,” siger forskeren.

Kan hjælpe os med at beskytte truede arter

Men Kinefox kan også gøre gavn for truede arter, hvor der netop mangler viden om, hvordan arterne lever og spreder sig, påpeger Rasmus W. Havmøller: 

”Der findes ikke et godt alternativ til den GPS-enhed, vi har lavet, når det gælder seriøse langtidsstudier og studier af, hvordan arter spreder sig. For enten er udstyret for stort, for tungt eller for skrøbeligt. Men det er rigtig vigtigt at forstå, hvordan arter flytter sig fra et sted til et andet, og hvor de fx bliver skudt eller forgiftet – ikke mindst hvis vi skal beskytte dem bedre.”

Han har selv revet sig i håret over GPS-sendere, der pludselig løb tør for batteri, både under studier af javaleoparder og asiatiske vildhunde:

”Der er truede arter, hvor vi ved utrolig lidt om, hvad de laver det meste af deres liv. Det gælder fx tigeren, som kan sprede sig over tusindvis af kilometer, leoparder og asiatiske vildhunde som jeg er involveret i. Når vildhundene bliver kønsmodne, forlader flokken og begiver sig ud på egen hånd, er de meget sårbare. Men fra det øjeblik ved vi ingenting om, hvad de laver, hvorfor nogle dør, og hvorfor andre klarer den. Det er en sort boks. Det håber jeg, at denne her opfindelse kan råde bod på,” slutter Rasmus W. Havmøller.

Rasmus W. Havmøller og hans forskerkolleger er lige nu i kontakt med flere interessenter om at langtidsteste Kinefox på flere dyrearter.