Forskere opdager svampe-evolution: invaderer nu også levende værter

Svampenes sporer svæver gennem luften. Deres mycelium kryber langs overflader. De leder efter forsvarsløse værter, som de kan forgrene sig udover i et net af svampevækst. Ofre, de kan bruge til at tilfredsstille deres egne behov om at fortære og sprede sig.

Et skrækscenarie spiller sikkert for øjnene af mange, når de hører om svampe, der er begyndt at invadere de levende. I hvert fald hvis de med rædsel har fulgt menneskets kamp mod invaderende svampe på TV-skærmen i den postapokalytiske fremtidsserie, Last of Us.

Helt så dramatisk er virkeligheden heldigvis sjældent, men danske svampeforskere har rettet luppen mod den almindelige danske svampeslægt Mycena, bedre kendt som huesvampe, og det viser sig at visse ligheder alligevel træder frem.

Ny forskning fra Biologisk Institut tyder nemlig på at svampen, der traditionelt er opfattet som saprotrof - dvs. nedbryder af døde træer og planter - er midt i at foretage et evolutionært spring.

”Med DNA-studier fandt vi ud af, at huesvampe næsten konsekvent kan findes i levende planteværters rødder, og det tyder på, at huesvampene lige nu er i gang med en evolutionær udvikling fra kun at være nedbryder af dødt plantemateriale til at invadere levende planter, når forholdene er gode” forklarer Christoffer Bugge Harder, der er førsteforfatter på studiet.

Forskningen viser desuden, at visse af dem tilmed viser spæde tegn på at kunne optræde som mutualister – dvs. leve i symbiose med træerne. Modsat de skrækindjagende svampe i Last of Us, mener forskerne altså, at huesvampen primært er ude i en god gerning set fra plantens side. Det i form af et slags evolutionært bejleri, om at kunne leve i pagt med den levende vært.

”Vi kan se at nogle enkelte huesvampe ser ud til at udveksle kvælstof (nitrogen), der er et uundværligt næringsstof for planter, med kulstof fra planten, siger forskeren.

”Når de er trængt ind i en levende plante, kan svampe vælge tre strategier: Enten kan de være skadelige snyltere og udsuge deres nye vært; eller de kan være lurende ”gribbe”, der harmløst venter på, at planten dør, men er de første fremme ved ”ådslet” – eller også kan de starte et samarbejde. Nogle arter af huesvampe er altså langsomt i færd med at udvikle evnen til at samarbejde, om end den ikke er fintunet endnu,” lyder det fra Christoffer Bugge Harder.

Gode gerninger udfordrer traditionel rolleopdeling

”Andre svampe som f.eks fluesvampene er kendte for at leve i et samarbejde med levende planter. En evne, de har udviklet for mange millioner år siden, men fluesvampene har for længst mistet evnen til at overleve uden deres værter. Og sådan har vi traditionelt også opdelt svampene i strengt adskilte økologiske grupper som mutualist, parasit eller saprotrof,” forklarer Christoffer Bugge Harder.

Huesvampene ser dog ud til at befinde sig et sted mellem stolene i forhold til de økologiske nicher.

”Den strenge opdeling er i stigende grad blevet draget i tvivl, og vores forskning i huesvampene understøtter den opblødning af grænserne. Nogle af huesvampene har så at sige fundet deres egen løsning, og kan dække flere forskellige økologiske roller,” siger Christoffer Bugge Harder.

Ved at se på de kulstof-isotoper huesvampene indeholder, har forskerne kunnet konkludere, at huesvampen er både saprotrof – nedbryder, men også mutualist. Og måske endda snylter.

”Huesvampene er opportunister. Modsat fluesvampene kan de sagtens vokse, uden at skulle invadere planter, men hvis der er en lejlighed, så er det en fed bonus. Og så vil de gerne ind i levende rødder, hvor de tilbyder kvælstof, som svampene har nemmere ved at indfange end træet - mod en rimelig betaling,” forklarer Christoffer Bugge Harder.

Betalingen kommer enten som kulstof fra værten i levende live, eller når den venlige vært en dag dør og allerede har en tålmodig nedbryder med ombord. Måske begge dele.

Griber en menneskeskabt chance

De gode forhold, huesvampen leder efter, ser ud til at være forbundet med os mennesker.

”Det er nærliggende at tro, at vi mennesker spiller en rolle i den her tilpasning, fordi vi med vores monokulturelle beplantninger i fx skovbrug giver svampen de optimale betingelser for at gøre det. Den chance er svampen tilsyneladende i gang med at gribe,” siger han.

”I en urørt skov trives specialisterne. I det scenarie har huesvampen ikke mange chancer for at sætte sig på de levende træer, fordi de specialiserede svampe er der, og de lukker ikke andre ind ude i naturen,” lyder det fra svampeforskeren.

Steder, hvor vi skaber meget homogene områder med ensartede unge planter i samme alder, har huesvampene omvendt en chance, fordi de specialiserede svampe ikke er ankommet endnu. Det samme gælder hårde miljøer som i Arktis eller forstyrrede miljøer, f.eks. hvor der er mange dyr, der græsser.