Velfungerende fedt er måske nøglen til færre skavanker som gammel

Hvor velfungerende er dit fedt? Det er formentlig ikke et spørgsmål, vi bliver stillet ret tit. Men faktisk peger forskning fra de senere år på, at funktionen af vores fedtvæv er helt central for, hvorfor vores kroppe går i forfald med alderen, og hvorfor folkesygdomme som diabetes 2, cancer og overvægt ofte støder til, når vi bliver ældre. Det handler altså ikke kun om, hvor meget fedt vi bærer rundt på, men også hvordan fedtet fungerer.

Et nyt studie fra Københavns Universitet viser, at vores fedtvæv mister sin vigtige funktion med alderen, men at et højt volumen af motionstræning kan gøre en betydelig forskel.

”Vores almene sundhed er tæt koblet til, hvor godt fedtvævet fungerer. Tidligere har vi blot set fedtet som et energidepot. Men det er faktisk et organ, der interagerer med vores andre organer og kan optimere deres funktion. Fedtvævet afgiver bl.a. stoffer som påvirker stofskiftet i muskler og hjerne, hvornår vi føler sult og meget mere. Så det er vigtigt, at fedtvævet fungerer, som det skal,” siger adjunkt Anders Gudiksen fra Biologisk Institut, Københavns Universitet.

Fedtcellerne fungerer dårligere med alderen

I det nye studie har Anders Gudiksen og en gruppe kolleger set på, hvad alder og motionstræning betyder for at kunne bevare fedtvævets funktion. Helt specifikt har de undersøgt de små kraftværker inde i fedtcellerne, der hedder mitokondrier. Det er mitokondrierne, der omdanner kalorierne fra maden og forsyner cellerne med energi. Og de skal fungere optimalt for at opretholde livsprocesserne i cellerne.  

Forskerne har sammenlignet mitokondriernes ydeevne hos en række unge og ældre danske mænd, som er henholdsvis utrænede, moderat trænede, eller som har trænet meget gennem hele livet. Resultaterne viser, at mitokondriernes evne til at respirere – altså producere energi – daler med alderen, uanset hvor meget motion, man dyrker. Men, forklarer Anders Gudiksen:

”Selvom mitokondriefunktionen falder med alderen, kan vi se, at et højt motionsniveau livet igennem har en kraftigt kompenserende effekt. Hos gruppen af veltrænede ældre mænd kan fedtcellerne respirere mere end dobbelt så meget som hos de utrænede ældre.”

Mere træning, mindre snavs i cellerne

Ligesom i en bilmotor bliver der i mitokondrierne produceret noget ”udstødning”, altså noget snavs. I mitokondrier er snavset frie iltradikaler, som man kalder ROS (Reactive Oxygen Species). Hvis ikke man kommer af med ROS, laver det skade på cellerne og kan føre til en lang række sygdomme som fx cancer, diabetes, hjerte-karsygsomme og Alzheimers. Derfor er reguleringen af ROS vigtig.

”Gruppen af ældre, som træner mest, danner både mindre ROS og bevarer funktionen til at komme af med det. Deres mitokondrier er altså bedre til at håndtere det snavs, der bliver produceret i fedtcellen, sådan at det gør mindre skade. Så træning har stor en effekt på at holde fedtvævet sundt og dermed formentlig også holde visse sygdomme fra døren,” siger Anders Gudiksen.

Samtidig kan forskerne se, at de mest trænede ældre har flere mitokondrier og dermed kan respirere mere og bl.a. udlede flere af de hormoner, der er vigtige for kroppens energibalance.

”Vores resultater viser, at man faktisk kan træne sit fedtvæv – og man behøver ikke at cykle 200 km om ugen for at få en god effekt. Det, man ikke må gøre, er ikke at lave noget som helst,” slutter Anders Gudiksen, som håber, at man også i forskningsverdenen vil have mere fokus på, hvad man kan gøre for at holde fedtvævet sundt.

KU-forskernes næste skridt bliver at kigge nærmere på, præcis hvor skaden sker, når man ikke træner, og hvilken betydning det har for hele kroppen. Sideløbende er forskerne i gang med at undersøge mulighederne for farmakologisk at manipulere med den mekanisme i mitokondrierne, som omdanner kalorier til varme i stedet for at deponere kalorierne som fedt, og som sænker produktionen af de skadelige iltradikaler.