Gammel is afslører stribevis af gigantiske vulkanudbrud

Hvis man siger vulkanudbrud, hvem får så ikke billeder frem på nethinden af dommedagslignende scenarier med øresønderrivende eksplosioner, en himmel sort af aske og glødende lava, der begraver alt på sin vej, mens folk panisk forsøger at slippe væk? Selv om det teoretisk kunne ske i morgen, har vi i nyere tid måttet nøjes med katastrofefilm og bøger, når det gælder de virkelig store vulkanudbrud. 

”Vi har ikke haft nogen af de allerstørste vulkanudbrud i historisk tid. Det kan vi se nu. Alle de udbrud, vi har identificeret længere tilbage i tiden, får Eyjafjellajökull, der i 2010 lammede lufttrafikken i Europatil at ligne det rene vand. Og mange af dem er større end noget udbrud, vi har oplevet de sidste 2500 år,” siger lektor Anders Svensson fra Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet.

Ved at sammenligne iskerner fra Antarktis og Grønland er det lykkedes ham og en række forskerkolleger at estimere hvor store og hvor mange vulkanudbrud, der har været de sidste 60.000 år. Går man mere end 2500 år tilbage, har estimaterne af vulkanudbrud nemlig indtil nu været forbundet med stor usikkerhed og manglende præcision. 

69 udbrud større end Tambora

Blandt de vulkanudbrud, som forskerne har identificeret i studiet, er 85 af dem store, globale udbrud. 69 af dem er estimeret til at være større end Tambora-udbruddet i Indonesien i 1815 - det største udbrud registreret i nyere tid. Udbruddet sendte så meget svovlsyre op i stratosfæren, at det blokerede for sollyset, så temperaturen faldt på hele kloden de følgende år. Bivirkningerne var tsunamier, tørke, hungersnød og mindst 80.000 dødsofre.

”Vil man rekonstruere vulkanudbrud langt tilbage i tiden, har iskerner nogle fordele i forhold til andre metoder. For hver gang der sker et rigtigt stort udbrud, bliver der blæst svovlsyre op i den øvre atmosfære, som fordeler sig over hele kloden - inkl. Grønland og Antarktis. Ved at se på hvor meget svovlsyre, der falder, kan vi give et estimat af udbruddenes størrelse,” forklarer Anders Svensson.

I et tidligere studie formåede forskerne at synkronisere iskerner boret i Antarktis og Grønland – altså at datere lagene i iskernerne på den samme tidsskala. På den måde kan de sammenligne svovlresterne i isen og udlede, at når svovlsyren har bredt sig til begge poler, er der tale om globale udbrud.

Hvornår sker det igen?

”Den 60.000 år lange tidslinje, som vi nu har over vulkanudbrud, giver os en meget bedre statistik, end vi havde før. Vi kan nu se, at der var mange flere af de store udbrud under istiden end i historisk tid. De store udbrud er relativt sjældne, så for at kunne vide hvor hyppigt de kommer, har man brug for en lang tidslinje. Og den har vi nu,” siger Anders Svensson.

Hvornår kan vi så forvente, at et af de store udbrud sker igen, tænker man måske. Nogen konkret forudsigelse vil Anders Svensson dog ikke komme med:

”I hele den periode, vi har undersøgt, forekommer der tre udbrud, som er i den største kategori vi kender, såkaldte VEI-8 udbrud (se fakta boks). Så man skal forvente, at de kommer på et tidspunkt – men om der går 100 eller flere tusind år, ved vi ikke. Udbrud i Tambora-størrelse ser ud til at forekomme en-to gange per årtusinde, så der er ventetiden kortere.”

Hvordan påvirkede det klimaet?

Når vulkanudbrud er kraftige nok, bliver hele det globale klima påvirket, og typisk ser man en afkøling af op til 5-10 års varighed. Derfor er der stor interesse i at få kortlagt de store udbrud i fortiden – de kan nemlig hjælpe os med at skue ind i fremtiden.

”Iskernerne rummer faktisk også information om, hvilke temperaturer der var før og efter udbruddene, og derfor kan vi som det næste beregne klimaeffekten af dem. I og med de store udbrud fortæller os en masse om, hvor følsom kloden er over for ændringer i klimasystemet, kan de gøre nytte i vores forudsigelser om klimaet,” forklarer Anders Svensson.

Netop det at bestemme Jordens klimafølsomhed er en af akilleshælene i nutidens klimamodeller, forklarer Anders Svensson videre:

”I de nuværende IPCC-modeller har man ikke ret godt styr på klimafølsomheden - altså hvad er for eksempel effekten af en fordobling af CO₂ i atmosfæren. Vulkanisme kan give os svar på, hvor meget temperaturen ændrer sig, når der bliver ændret på strålingsbalancen i atmosfæren, hvad enten det er CO₂ eller et tæppe af svovlpartikler, der er årsagen. Så når vi har fået estimeret klimaeffekten af store vulkanudbrud, kan vi bruge resultatet til at forbedre klimamodellerne,” slutter Anders Svensson.