Dorthe Dahl-Jensen modtager Hans Egede Medaljen

”Jeg har nok været to år på (indlands)isen i alt. Måske er to år endda for lidt. Jeg har aldrig sat mig ned og talt det hele sammen. Det ville sikkert være helt deprimerende at regne sig frem til, så måske er det bedre at lade være.”

Ordene kommer fra Dorte Dahl-Jensen, der er forsker på Niels Bohr Institutet. En gang om året fører hendes arbejde hende til den grønlandske indlandsis i en-to- måneder ad gangen, hvor hun forsker i rekonstruktionen af fortidens klima ved brug af data indsamlet fra iskerner.

Viden om fortidens klima er essentiel for at komme med kvalificerede bud på, hvordan klimaet vil forandre sig i fremtiden. Således bidrager viden fra Dorthe Dahl-Jensen og kollegernes iskerneforskning til de nuværende klimamodeller.

”Alting er bevaret i isen. Når sneen trykkes sammen til is fanges små luftbobler, og i dem kan vi direkte aflæse atmosfæren fra det tidspunkt, hvor sneen faldt. På den måde kan vi se indholdet af blandt andet drivhusgasser og CO₂ i luften tilbage i tiden, så det er en af de vigtigste kilder til at vide noget om klimaforandringer,” forklarer hun om sit arbejde.

Hans Egede Medaljen

Et arbejde, der har ført til, at Dorthe Dahl-Jensen onsdag modtog Hans Egede Medaljen fra Det Kongelige Danske Geografiske Selskab som den blot anden kvinde siden medaljens stiftelse i 1916.

”Det er en ualmindeligt stor ære, og jeg er meget stolt af, at den er tilfaldet mig. Det er en kolossal anerkendelse af mit arbejde. Det viser, at der er andre end mig selv, der synes, det, jeg laver, er vigtigt, og det giver bestemt blod på tanden,” siger Dorthe Dahl-Jensen.

Dronning Margrethe stod for overrækkelsen af medaljen, der gives som belønning for fremragende ydelser i den geografiske videnskabs tjeneste. Prisen har kun været uddelt en enkelt gang før siden årtusindskiftet, da Bo Elberling fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning modtog den i 2017.

Lejren på isen

Den 10. juni tager Dorthe Dahl-Jensen afsted til Grønland for 25. gang. Tror hun – hun har aldrig talt det. Lejren er placeret midt på isen i Nordøstgrønland mere end 1000 kilometer fra Kangerlussuaq, hvor ekspeditionens logistiske kontor ligger.

Den internationale lejr huser omkring 30 mennesker og består af en række telte, nogle udgravede snehaller, hvor iskerneboringerne foregår og den runde hovedbygning af træ, som de kalder ’Domen.’

”Den er opvarmet, vi har en kok med, og vi har internet, en håndvask, en bruser og et wc. Langt hen ad vejen er det forholdsvis behageligt,” fortæller Dorthe Dahl-Jensen, der udover at forske også er feltleder i lejren.

Det betyder, at hun skal sørge for, at alt går som det skal lige fra de praktiske og logistiske ting som at arrangere fly med forsyninger til lejren, til de mere personaleorienterede ting som kollegernes velbefindende.

”Det er vigtigt, at folk trives, for vi er meget isolerede og har ingen steder at gå hen, hvis vi ikke kan lide at være her. For det meste er der ingen problemer, men der opstår alligevel nogle situationer indimellem, og så er det min opgave at sørge for at løse det, så folk har det godt”, siger hun og uddyber:

”Jeg synes, det er fascinerende at være så tæt sammen med en gruppe mennesker i en periode som vi er. Det gør i høj grad, at ens kolleger meget nemt bliver ens venner. Så det er en spændende måde at være sammen på, og det giver et år, som er meget afvekslende.”

Is fra romertiden

Den store iskappe, som forskerne borer i, rummer enormt meget verdenshistorie. Hvert år falder et nyt lag sne, og efterhånden som årene går, bliver sneen presset sammen i dybden og bliver til is. Ved at bore iskerner ud fra flere kilometers dybde, kan forskerne tælle lagene hele 60.000 år tilbage i tiden.

”Vi kan for eksempel se alle de store vulkanudbrud ved at måle på sulfatindholdet i iskernerne,” forklarer Dorthe Dahl-Jensen og fortsætter:

”Vi kan også se, hvordan der kom kviksølv og metal i luften som følge af menneskets industrielle udvikling. Helt tilbage fra romertiden kan vi tydeligt se, at indholdet af tungmetaller blev højere i atmosfæren.”Denne sommer var det planen, at holdet skulle nå bunden af den 2600 meter tykke iskappe, men på grund af coronapandemien, har de ikke været afsted de seneste to år. Derfor ligger det meste af lejren begravet i sne, og da det kommer til at tage noget tid at grave teltene fri, forventer Dorthe Dahl-Jensen ikke, at holdet når bunden i år. Men hun glæder sig alligevel til at bore i de nederste lag af iskappen, som rummer ukendt territorie for den garvede forsker.

”Vi bor på en isstrøm, så vores lejr flytter sig 50 meter om året. Vi har aldrig boret i en isstrøm før, og når den bevæger sig 50 meter om året, vil der være en masse vand i bunden, som kappen glider på, og det er noget, som vi ikke rigtigt ved, hvordan foregår. Det bliver første gang nogensinde, man har kigget på det, så det bliver spændende,” slutter hun.

Emner