Ikonisk hval har efter tusinder af år fået en ny fjende

I årtusinder har store dele af Det Arktiske Ocean været uberørt af mennesker, og narhvaler og andre havpattedyr har levet uforstyrret. Men nu hvor klimaforandringerne får havisen til at smelte, bliver der skruet op for menneskelige aktiviteter i Arktis. Og det betyder markant mere støj - bl.a. fra seismiske undersøgelser, minesprængninger, havneprojekter og krydstogtsskibe.

Selvom støjen ikke er voldsomt høj, når den kommer lidt på afstand, er den for narhvaler en så forstyrrende larm, at den udløser stress – endda mange kilometer væk. Det viser unikke forsøg med den ikoniske hval, som Københavns Universitet har bistået Grønlands Naturinstitut (Pinngortitaleriffik) med at gennemføre.

Narhvaler er uhyre svære at studere, fordi de kun lever i det svært tilgængelige Højarktis, som ofte er dækket af is. Men det lykkedes forskerholdet at tagge en flok narhvaler i Scoresbysund-fjorden i Østgrønland med forskelligt måleudstyr. Derefter satte de et skib ind i fjorden, som eksponerede dyrene for støj – både fra skibsmotoren og fra en seismisk luftkanon, som bruges ved olieefterforskning.

”Narhvalernes reaktioner indikerer, at de er bange og stressede. De holder op med at udsende de kliklyde, som de skal bruge for at fouragere, de holder op med at dykke dybt, og de svømmer tæt på kysten, som de normalt kun gør, når de føler sig truet af spækhuggere. Den adfærd betyder, at de ingen chance har for at finde føde, så længe støjen står på,” siger havbiolog Outi Tervo fra Grønlands Naturinstitut, som er en af forskerne bag studiet.

Forskerne kan også se, at hvalerne laver uhensigtsmæssigt mange slag med halen, når de flygter fra skibet. Og det kan blive farligt for dem, fordi de dermed tærer for meget på deres energibeholdning. For narhvaler er det vigtigt hele tiden af spare på energien, da de skal bruge en masse ilt på at dykke flere hundrede meter ned efter føde og nå retur til overfladen efter luft.

Alt i narhvalens liv er lyd

Narhvaler tilbringer en stor del af deres tid i mørke – dels fordi der er mørkt i Arktis halvdelen af året og dels fordi de jager på dybder helt ned til 1800 meter, hvor der intet lys er. Alt i narhvalens liv er derfor baseret på lyd, og ligesom flagermus orienterer de sig ved hjælp af ekkolokalisering – bl.a. ved at udsende kliklyde, når de søger føde.

”Vores data viser, at narhvalerne reagerer på støjen på 20-30 kilometers afstand fra støjkilden ved helt at stoppe med at udsende kliklyde – i ét tilfælde kunne vi måle det hele 40 kilometer væk. Det er ret overraskende, at vi kan måle en påvirkning af hvalernes adfærd på så lang afstand,” siger professor Susanne Ditlevsen fra Institut for Matematiske Fag på Københavns Universitet.

Susanne Ditlevsen har stået for de statistiske analyser af de enorme og ekstremt komplicerede datasæt, der er kommet ud af forsøgene, hvor der blev indsamlet data via undervandsmikrofon, GPS, accelerometer (apparat der måler bevægelse i tre retninger) og hjerteslagsmåler.

Hun fortsætter:

”Selv når støjen fra skibet er lavere end baggrundsstøjen i havet, og vi ikke længere kan høre den med vores avancerede udstyr, er hvalerne altså i stand til at høre støjen og skelne den fra de øvrige lyde fra omgivelserne. Og altså i en grad, så deres adfærd bliver tydeligt påvirket. Det viser, hvor utroligt sensitive narhvaler er.”

Støjforsøgene stod på i en uge, og forskerne kunne se, at hvalernes adfærd herefter var normal igen.

”Men hvis de bliver udsat for støj over længere tid – hvis fx man begynder at anlægge en havn i nærheden, som medfører fast skibstrafik, og hvalernes succes med fødesøgning dermed påvirkes i en længere periode, kan det blive meget alvorligt for dem. Vi frygter, at det i så fald kan få fysiologiske konsekvenser for dem og skade deres fitness,” siger Outi Tervo.

Opråb til myndighederne

Det er forskernes håb, at myndigheder og andre beslutningstagere vil sørge for en bedre forvaltning af de aktiviteter, der skaber støjgener i narhvalernes habitater.

”Narhvaler lever stort set kun omkring Grønland, Canada og Svalbard i Norge – så disse lande har hovedansvaret for at passe på dem. Fordi narhvalen er så stærkt tilpasset det arktiske miljø, kan den ikke bare vælge at tage til Caribien i stedet. Den bliver presset både af de højere vandtemperaturer og nogle steder af fangst - men nu også af støj,” siger Susanne Ditlevsen.

Outi Tervo tilføjer:

”Ændringerne sker så hurtigt i Arktis, at vi er bange for at narhvalerne ikke kan nå at tilpasse sig, hvis ikke der bliver gjort en større indsats for at beskytte dem. Nogle områder er så vigtige for narhvalen, at man kan argumentere for, at der slet ikke bør tillades menneskelige forstyrrelser der. Andre steder kan det måske række at lave regler, om fx hvor hurtigt man må sejle, eller at man kun må sejle med elmotor, der larmer mindre. Teknologien giver efterhånden gode muligheder for at minimere støjen,” siger Outi Tervo.