Efter mange år er genoprettede vådområder stadig fattige på natur

I Danmark har vi været flittige til at genoprette vådområder. Flere end 200 vådområder er blevet restaureret de seneste 25 år. Det er især brugt som middel til at mindske udledningen af næringsstoffer fra landbrug til vandløb, søer, fjorde osv. Men myndighederne fremhæver også genopretningen af vådområder som et virkemiddel til at øge biodiversiteten i Danmark, som i årtier har været i tilbagegang.

Det er nemlig den almindelige antagelse, at genoprettede vådområder fører en større mangfoldighed af planter med sig, og at områderne kommer til at ligne naturlige vådområder på længere sigt. I de bedste tilfælde skulle der på den måde kunne skabes levesteder for planter som gøgeurter, engblomme, topstar og trævlekrone, der er blevet sjældnere i Danmark de seneste årtier.

Men et studie anført af en Ph.D.-studerende fra Københavns Universitet viser, at selv efter op mod 17 års genopretning er de vådområder, som er blevet undersøgt, stadig fattige på planter.

”Der har været en utrolig lille udvikling i biodiversiteten, siden vådområderne blev genetableret. Det gælder uanset om områderne har været genoprettet i syv eller 17 år – de har alle meget lav artsrigdom af planter, og de få planter der findes i områderne, er så almindelige, at de i forhold til biodiversitet er uinteressante,” siger Marta Baumane, biolog og Ph.D.-stipendiat ved Biologisk Institut på Københavns Universitet og førsteforfatter til studiet, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science of the Total Environment.

Meget færre arter

Forskerne har undersøgt 10 vådområder nær Kratholm syd for Odense, der blev restaureret mellem 2001 og 2011 med det primære formål at mindske udvaskningen af kvælstof og fosfor fra de omkringliggende landbrug. Restaureringen har bl.a. bestået i at fjerne eller frakoble dræn og genslynge de vandløb, som man årtier tidligere havde rettet ud.

Hvor de undersøgte vådområder i gennemsnit rummer 9,5 arter per fire m2, har naturlige vådområder i Danmark gennemsnitligt fire gange så mange plantearter.

Forskerne formoder, at den primære årsag til den lave biodiversitet er, at områderne er meget nærringsrige. Det skyldes både resterne fra tidligere gødning, og at der fortsat siver store mængder næringsstoffer fra landbruget ud i vådområderne. Hvert år optager områderne op til 400 kilo kvælstof per hektar.

En anden stor barriere for udviklingen af større biodiversitet i områderne kan ifølge studiet være, at der er en meget begrænset rekruttering af arter, der er typiske for naturlige vådområder. Som konsekvens af at områderne i mange år har været brugt til – eller har ligget tæt op ad – landbrug, er den væsentligste del af frøpuljen i den naturlige frøbank i jorden forsvundet og vil formentlig ikke immigrere fra frøkilder langt væk.

Mindst 100 år, hvis vi ikke gør noget

”Studiet viser, at det kan tage rigtig mange år, før genoprettede vådområder opnår en væsentlig mangfoldighed af planter, hvis vi alene forlader os på spontane biologiske processer. Hvis der fortsat siver næringsstoffer ud i områderne fra markerne, kan indsatsen for at rette op på naturen ende med at være forgæves. Selv hvis man får stoppet tilstrømningen af næringsstoffer, er vores gæt er, at det vil tage mindst 100 år, før vådområderne vil ligne naturlige vådområder i artsrigdom” siger Marta Baumane.

Hun peger derfor på, at der er brug for ekstra indsatser, hvis vådområder, der ligner disse, skal udvikle sig i den ønskede retning.

”Nu hvor vi har denne viden, håber jeg at myndighederne vil bruge den til at forsøge at forbedre de allerede genoprettede vådområder, så vi får mere ud af dem. Udover at nedbringe mængden af næringsstoffer, der ledes ud i vådområderne, kunne man blandt andet prøve at tilføre plantefrø udefra og se om de kan overleve, ligesom man kan teste naturplejemetoder som for eksempel græsning,” slutter Marta Baumane.