2. maj 2019

Narhvalens overraskende overlevelsesstrategi: En million år med ekstrem lav genetisk diversitet

genetik

Forskere fra Københavns Universitet har kortlagt en Vestgrønlandsk narhvals genetiske slægtshistorie og opdagelsen var overraskende: Narhvalens genetiske variation er meget lav sammenlignet med andre pattedyr. Opdagelsen sætter spørgsmålstegn ved idéen om, at arter skal have høj genetisk diversitet for at overleve. For i stedet for at uddø har bestanden af narhvaler været stabil indtil for nylig. Men hvordan narhvalen har overlevet så længe er stadig en gåde.

Logikken i arters overlevelse synes ikke at gøre sig gældende hos narhvalen. Så hvordan den har kunnet overleve 1 million år, på trods af en ekstrem lav genetisk mangfoldighed, er stadig en gåde.


Hvorfor ændre på en vindende opskrift? Sådan fristes man til at sige i narhvalens tilfælde. Gennem en vævsprøve fra en Vestgrønlandsk narhval, indsamlet af Grønlands Naturinstitut, har forskere fra Statens Naturhistoriske Museum DNA-sekventeret og dermed kortlagt hele narhvalens genom, eller arvemasse, som går en million år tilbage i tiden. Resultatet peger på, at narhvalen har haft vedvarende lav genetisk diversitet gennem hele perioden. Alligevel er det lykkes arten at overleve til i dag.

”Narhvalen har utrolig lav genetisk variation på tværs af hele dens arvemasse, når vi sammenligner med andre pattedyr, både i og uden for Arktis. Og det er overraskende, da høj genetisk mangfoldighed hos en art normalt forbindes med gode muligheder for at overleve over længere tid,” forklarer lektor Eline Lorenzen, som har stået i spidsen for studiet.

Der findes i dag omkring 170.000 individer af narhvalen, som holder til i de arktiske farvande omkring Grønland, Canada, Svalbard og Rusland. De genetiske analyser viser at bestanden har været stabil over meget lang tid, og at den siden sidste istid har vokset sig større. Dog er der nu i flere områder store problemer med tilbagegang i bestanden på grund af fangst.

”Narhvalen har overlevet tidligere tiders massive ændringer i havisens udbredelse, som i den grad har påvirket de arktiske økosystemer. Alligevel er bestanden kun gået frem indtil for nylig, på trods af en vedvarende lav genetisk diversitet,” forklarer Eline Lorenzen.

Narhvalens overlevelse er stadig en gåde

Ved store påvirkninger i miljøet kan arter gøre en af tre ting: De kan uddø, flytte et andet sted hen, eller overleve hvor de er ved at tilpasse sig de ændrede forhold. Hvis miljøændringerne sker hurtigt, vil tilpasningen ske på baggrund af den genetiske variation der allerede findes i arten, for der er ikke tid til, at ny variation kan nå at opstå. Så jo større genetisk variation en art har, jo mere er der at tage af, og det øger chancen for overlevelse.

Men hos narhvalen synes samme logik ikke at gøre sig gældende. Så hvordan narhvalen har kunnet overleve over så lang tid, på trods af en ekstrem lav genetisk mangfoldighed, er stadig en gåde.

”Vi ved ikke, hvorfor det forholder sig sådan med netop narhvalen. Men vores studie stiller spørgsmålstegn ved forestillingen om, at arter skal have høj genetisk diversitet for at kunne overleve på lang sigt, og være modstandsdygtige over for ændringer i fx klimaet,” siger Eline Lorenzen.

Forskerne har sammenlignet narhvalens arvemasse, med arvemassen fra fire andre arktiske pattedyr: Grønlandshval, hvidhval, hvalros og isbjørn. Og hos disse arter var der en langt større genetisk variation. Den lave genetiske diversitet er altså ikke noget, der er specifikt for arter hjemmehørende i Arktis, men er unikt for narhvalen.    

Narhvalen er en af kun to tandhvaler hjemmehørende i Arktis året rundt. Den er kendt som havets enhjørning på grund af hannernes lange snoede stødtand. Den voksne narhval måler mellem 3,8-5 meter og vejer et sted mellem 800-1600 kilo.

Resultatet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Cell